Der er flere ting som har betydning for et stråtags holdbarhed. Jeg vil nævne de
vigtigste: slidlaget, rørenes tæthed og kvalitet samt tagets hældning og tykkelse.
Kvaliteten af taget afhænger af samspillet mellem disse parametre. Vi forsøger at
fremstille et tag, som bliver slidt jævnt gennem dets levetid, uden kun at skele
til en enkelt af de foran stående parametre.
Tagtykkelsen og slidlaget er ikke ens i hele taget. I skotrender og den underste
tredjedel er taget og slidlaget (tækkevejledningen 5.2) tykkere, for så at blive
tyndere mod toppen. Vi forsøger at ”fylde skalken ud”, så taget bliver tilnærmelsesvis
lige med en svag bue ind ad. På den måde tækker vi “op ad bakke” for at få kortest
mulige frie rørender.
Den garanterede minimumstykkelse er 25 cm. målt på lægterne og ved rodenden af tagrørene.
Minimumstykkelsen nærmer vi os ved tagets begyndelse i tagskæget, som netop er 25
cm tykt og i det øverste bind hvor tykkelsen igen bliver mindre. Hvor udskalkningen
slutter (ca. 1 meter oppe i taget) er tagtykkelsen sædvanligvis over 30 cm. Skalkene
(tækkevejledningen 2.7) er kiler som normalt sidder i bunden af spærene til opbygning
af spænd, således at tagrørene ligger bedre fast og at taget får den egenskab, at
det er tykkest forneden, hvis man tækker som os.
Det er af yderste vigtighed at tagrørene er af god kvalitet. De skal først og fremmest
være rette, koniske, tørre og være behandlet korrekt gennem hele forarbejtningen.
Jeg bruger estiske tagrør. Rørene er udvalgt for optimal opbygning af tag og slidlag.
De bliver opkøbt straks efter nyhøst om vinteren og de bliver købt afhøstede og
direkte i rørskæret hos Estlands næststørste rørfirma. Når tagrørene er tørre, bliver
de renset i hånden. Bagefter bliver de pakket i ruller af 50 bundter og lagret tørt
inden de bliver sendt til Danmark i lastbil med presennings afdækning.
Jeg er selv i Estland flere gange om året for at udvælge tagrørene og ved selvsyn
at sørge for, at kvaliteten er som vi ønsker. Jeg opkøber nok tagrør til mit årsforbrug
på det tidspunkt, hvor udvalget er størst. Alt dette for, at få tagrør af bedste
kvalitet.
Vi lagrer selv tagrørene tørt i en lade for at kvaliteten skal forblive i top.
Da vi importerer flere tagrør end vi bruger, sælger vi også tagrør.
Der bruges udelukkende kontrollerede og mærkede lægter og tømmer til spær og lægtearbejde.
Til vindskeder, dæklister og vandbrædder bruges så vidt muligt douglas gran, som
fra naturens side er ”imprægneret”. Så vidt det er muligt undgår vi at bruge trykimprægneret
træ.
Alt udvendigt træ skal overfladebehandles med træbeskyttelse for at holde længere.
Fra samfundets side vokser kravene til sikkerhed og miljø. Især er der fokus på
faldsikkerhed og affaldsafskaffelse. Der kræves i dag godkendt stillads omkring
taget der arbejdes på, så tækkemændene ikke kommer alvorligt til skade, hvis man
uforvarende falder under arbejdet.
Det gamle stråtag må ikke mere brændes af. Nu skal det afleveres til forbrænding
i et kraftvarmeværk så energien bliver genanvendt eller endnu bedre renses for gammel
ståltråd så der er de ”rene” strå tilbage. Det gamle stråtag kan så afleveres til
kompostering som biomasse.
Som en miljøbevidst virksomhed med et gammeldags håndværk forsøger vi på bedste
måde at opfylde tidens krav inden for området.
Til indeks